Hi3G ønsker SMS som selvstændigt ex ante reguleret marked
Teleklagenævnets afgørelse af 3. juni 2008.
På baggrund af en anmodning fra Hi3G Denmark ApS (Hi3G) om iværksættelse af en undersøgelse vedrørende en særskilt ex ante-regulering af SMS-markedet traf IT- og Telestyrelsen den 15. oktober 2007 afgørelse om at udsætte behandlingen af Hi3G’s anmodning, indtil Kommissionens nye henstilling på området var vedtaget, og indtil anden runde af markedsundersøgelserne var iværksat.
Ved klageskrift af 7. november 2007 har Hi3G indbragt IT- og Telestyrelsens afgørelse for Teleklagenævnet med påstand om, at afgørelsen blev hjemvist til fornyet behandling i styrelsen, idet styrelsens begrundelse for at udskyde vurderingen af, hvorvidt SMS udgjorde et særskilt marked, efter Hi3G’s opfattelse var usaglig og i strid med telelovens § 84 a.
Teleklagenævnet har behandlet Hi3G’s klage på et møde i nævnet den 26. maj 2008.
Nævnet har herefter på grundlag af det i sagen foreliggende materiale, jf. sagsfremstillingen nedenfor, truffet afgørelse om ikke at give Hi3G medhold i den indbragte klage.




