Videre til indhold | Videre til menunavigation

Klage af 7. august 2009 fra EADS SN over IT- og Telestyrelsens afslag på ansøgning om frekvenstilladelse i frekvensbåndet 410-430 MHz

EADS påstod principalt, at styrelsen pålagdes at udstede frekvenstilladelse, subsidiært at sagen hjemvistes til fornyet behandling hos styrelsen, hvis nævnet ikke fandt sig kompetent til at kunne træffe afgørelse om tildeling af frekvenser, og mere subsidiært fuld og hel erstatning for evt. tab.

Efter en tilbagekaldelse af TetraStar A/S' TETRA-civiltilladelse i april 2008 offentliggjorde IT- og Telestyrelsen den 14. oktober samme år en beslutning om at gennemføre en høring over interessen for disse frekvenser med sigte på en nærmere analyse af bl.a. efterspørgselssituationen. I forbindelse med offentliggørelsen af sin beslutning meddelte styrelsen samtidig, at udstedelsen af tilladelser til disse frekvenser blev udsat med henblik på at undersøge, om der forelå frekvensknaphed for denne del af frekvensbåndet.

 
EADS SN v/ advokat Camilla Bonde ansøgte den 26. november 2008 styrelsen om landsdækkende frekvenstilladelser i frekvensbåndet 410-430 MHz til brug for anlæg og drift af Wide Band Digital PMR/PAMR data- og telefonikommunikation (TETRA-2(TEDS) teknologien).
 
Styrelsen meddelte den 12. december 2008 EADS, at henset til den offentliggjorte beslutning af 14. oktober 2008 kunne ansøgningen ikke imødekommes fuldt ud, og at behandlingen af ansøgningen afventede resultatet af høringen.
 
Grundet ansøgningen fra EADS besluttede styrelsen at udvide høringen til at omfatte hele frekvensspektret 410-430 MHz.
 
På baggrund af den gennemførte høring konstaterede styrelsen, at der forelå frekvensknaphed i frekvensbåndet fra 410-430 MHz. Som følge af den konstaterede frekvensknaphed og efter indstilling fra styrelsen traf videnskabsministeren beslutning om afholdelse af auktion over en landsdækkende tilladelse til at anvende de frekvenser i frekvensbåndet 410-430 MHz, som var ledige i hele landet på tidspunktet for ministerens beslutning.
 
Med henvisning hertil meddelte styrelsen EADS i brev af 10. juli 2009, at styrelsen måtte give afslag på EADS' ansøgning om frekvenstilladelse. Styrelsen oplyste samtidig, at EADS dog havde mulighed for at byde på en tilladelse til at anvende de landsdækkende frekvenser i frekvensbåndet under en kommende auktion.
 
EADS v/ advokat Camilla Bonde indbragte den 7. august 2009 en klage for Teleklagenævnet over, at styrelsen ikke udstedte frekvenstilladelse til EADS i henhold til dennes ansøgning af 26. november 2008. EADS nedlagde principal påstand om, at styrelsen pålagdes at udstede frekvenstilladelse til EADS i henhold til ansøgningen herom af 26. november 2008, subsidiært at sagen hjemvistes til fornyet behandling hos styrelsen i det omfang, at nævnet ikke måtte betragte sig som kompetent til at træffe afgørelse om tildeling af frekvenser, og mere subsidiært, at EADS modtog fuld og hel erstatning for tab af åbenlyse markedsmuligheder og fortjeneste m.v. som følge af den manglende frekvenstilladelse.
 
Teleklagenævnet traf afgørelse i sagen den 14. december 2009 og gav ikke EADS medhold i klagen.