Klage fra TDC over IT- og Telestyrelsens afgørelse af 3. november 2010 om TDC's forpligtelse til levering af BSA over fiber
TDC klagede den 30. november 2010 til Teleklagenævnet over IT- og Telestyrelsens delafgørelse af 3. november 2010 over for TDC vedrørende fiber på engrosmarkedet for bredbåndstilslutninger (marked 5).
TDC uddybede sin klage ved supplerende klageskrift af 21. december 2010. Ved den påklagede afgørelse blev TDC pålagt en række forpligtelser; blandt andet til efter anmodning fra en anden udbyder at nyanlægge og etablere stikledninger til en slutbrugers ejendom. Derudover blev TDC pålagt senest 1. juli 2011 at tilbyde muligheden for, at flere udbydere kan benytte den samme fiber (delt fiber BSA).
TDC har over for Teleklagenævnet nedlagt påstand om, at afgørelsen ophæves for så vidt angår forpligtelsen til at nyetablere stikledninger og adgangen til delt anvendelse af fiber BSA. Subsidiært har TDC nedlagt påstand om, at afgørelsen omgøres for så vidt angår forpligtelsen til etablering af stikledninger således, at
· TDC alene forpligtes til etablering af de stikledninger, som TDC i overensstemmelse med forpligtelsen om transparens vælger at offentliggøre som klar til etablering.
· TDC afgør selv, hvilke konkrete adresser, der meddeles klar til etablering, og giver interne og eksterne udbydere adgang til at bestille etablering af de pågældende stikledninger på ikke diskriminerende vilkår.
· TDC kan opkræve oprettelsesbetaling, der helt eller delvist dækker de irreversible etableringsomkostninger ved stikledningen.
Teleklagenævnet traf den 20. juni 2011 afgørelse om ikke at give TDC medhold i klagen.
Læs hele afgørelsen her




