Klage fra Telia Danmark over IT- og Telestyrelsens afgørelse af 15. juli 2010 over for Telia på engrosmarkedet for terminering af taleopkald i Telias mobilnet (marked 7)
IT- og Telestyrelsen træffer den 15. juli 2010 afgørelse i medfør af telelovens § 65 om, at Telia skal imødekomme en anmodning fra TDC om indgåelse eller ændring af en aftale om samtrafik på vilkår på engrosmarkedet for terminering af trafik i Telias mobilnet (marked 7.
På baggrund af en henvendelse fra TDC traf IT- og Telestyrelsen den 15. juli 2010 afgørelse i medfør af telelovens § 65 om, at Telia skal imødekomme en anmodning fra TDC om indgåelse eller ændring af en aftale mellem parterne om samtrafik på engrosmarkedet for terminering af trafik i Telias mobilnet (marked 7), hvorefter Telia ikke må opkræve særskilt betaling for samtrafikpunkter (POI), samtrafikbundter og samtrafikkapacitet.
IT- og Telestyrelsen begrundede afgørelsen med, at omkostninger til oprettelse og drift af samtrafikpunkter, herunder etablering af samtrafikbundter og samtrafikkapacitet, efter styrelsens opfattelse er indeholdt i de minutpriser for mobilterminering, som er udmeldt over for blandt andet Telia ved styrelsens LRAIC-afgørelser.
Den 12. august 2010 indbragte Telia IT- og Telestyrelsens afgørelse for Teleklagenævnet, da Telia ikke fandt, at styrelsen havde hjemmel til at træffe den pågældende afgørelse. Telia nedlagde derfor påstand om hjemvisning af afgørelsen til IT- og Telestyrelsen til fornyet behandling.
Teleklagenævnet traf på et nævnsmøde den 24. februar 2011 afgørelse om ikke at give Telia medhold i selskabets påstand.
Læs hele afgørelsen her.




