Videre til indhold | Videre til menunavigation

Klage fra TDC A/S over IT- og Telestyrelsens afgørelse af 6. juli 2009 om priser på strømudtag på samhusningslokaliteter

TDC var af IT- og Telestyrelsen blevet påpudt at indskrive fastsatte priser for 30 A- og 60 A-strømudtag i selskabets standardtilbud om samhusning.

IT- og Telestyrelsen traf den 6. juli 2009 en afgørelse over for TDC A/S om priser på 30 A- og 60 A-strømudtag på samhusningslokaliteter i medfør af telelovens § 72, stk. 1, jf. § 73, stk. 1.
 

Af afgørelsen fremgik det blandt andet, at TDC blev påbudt at indføje priser for henholdsvis 1 stk. 48 VDC 30 A udtag inkl. forbrug (maks. 1000 W) og 1 stk. 48 VDC 60 A udtag inkl. forbrug (maks. 2000 W) i selskabets standardtilbud for samhusning.

TDC påklagede IT- og Telestyrelsens afgørelse for Teleklagenævnet ved klageskrift af 3. august 2009 med principal påstand om ophævelse af IT- og Telestyrelsens afgørelse, subsidiært at sagen hjemvistes til fornyet behandling. TDC begrundede sin klage med, at selskabet undervejs  i sagen hos IT- og Telestyrelsen havde fremlagt fornøden og tilstrækkelig omkostningsdokumentation for priserne for de i sagen omhandlede strømudtag i overensstemmelse med historiske omkostningers metode, at IT- og Telestyrelsen ikke anvendte historiske omkostningers metode korrekt ved vurderingen af den af TDC fremlagte omkostningsdokumentation, at IT- og Telestyrelsen ikke nærmere begrundede, hvorfor de for sagen gældende strømudtag skulle indføjes i TDC's standardtilbud for samhusning, og endelig at IT- og Telestyrelsen ikke havde hjemmel til i medfør af telelovens § 72, stk. 1, jf. § 73, stk. 1, at påbyde TDC at anvende de i IT- og Telestyrelsens afgørelse fastsatte priser i selskabets standardtilbud om samhusning.

 Teleklagenævnet traf afgørelse i klagesagen den 26. april 2010 og gav ikke TDC medhold i klagen.

 

Læs hele afgørelsen her: